Hvad skal man som forbruger spørge ind til?

Det er vigtigt at få oplysninger om, hvilken implantattype der planlægges indsat. Særligt er det vigtigt, at forskellige implantatsystemer ikke blandes sammen. Visse firmaer hævder, at deres kopiprodukter passer til andre implantatsystemer. Dette passer ikke! Implantater bliver i lighed med tænder udsat for hård og gentagen belastning under tygning. Dette kræver, at implantatdelene passer optimalt sammen.

Hvis der har været anvendt forskellige produkter i en behandling, vil al firmagaranti for behandlingen bortfalde. Dette bør være tandlægens problem, men det kan være en god idé at sikre sig, inden behandlingen går i gang – også for at opnå et bedre sammenligningsgrundlag, hvis man har fået forskellige prisoverslag fra flere tandlæger.

Hvis ens egen vanlige tandlæge, som man har tillid til, derfor tilbyder implantatbehandlinger eller er vant til at arbejde sammen med en bestemt implantatkirurg, bør man overveje, om det ikke kunne være hensigtsmæssigt at få implantatbehandlingen udført hos vedkommende. Er man i tvivl, kan man altid søge råd hos en anden tandlæge, uden at dette bør betyde noget for samarbejdet med ens egen tandlæge.